Valg 2026

Debat: Alarmklokkerne bør ringe på rådhusene og i byrådssalene

Vi har hørt om fejl i sagsbehandlinger. Mange fejl. Enkeltstående fejl kan naturligvis ske – men tal viser, at udfordringerne er systematiske snarere end begrænset til enkeltsager, og det truer retssikkerheden, skriver forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening.

SigneFaerch-0108_Lisbeth-Holten-aspect-ratio-1917-1263

Foto: Lisbeth Holten

100%
Af Signe Færch, forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening
10. marts 2026
Læsetid 2 min.
0
Dette er et debatindlæg og er udtryk for skribentens egen holdning.
Du kan også deltage i debatten. Send din kommentar og et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk

Hvis jeg var statsminister, ville jeg investere ressourcer i socialrådgivernes arbejdsområder, så der er økonomi til at bevillige de fagligt korrekte indsatser til borgerne.

Forestil dig, at du er en borger med et omfattende handicap. Du har brug for støtte til at komme ud af sengen, hjælp til personlig pleje, ledsagelse til fritidsaktiviteter og måske et bosted, hvor dine behov kan imødekommes døgnet rundt.

Du ved, hvad du behøver – og det gør din socialrådgiver også. Alligevel får du ikke den nødvendige hjælp, for den koster mere, end visitationsudvalget i kommunen ønsker at betale.

Eksemplet kunne også være et barn med skolefravær, der ikke får den rette støtte til at komme tilbage i skole, eller en arbejdsløs borger, der ikke får de indsatser, der kan bringe vedkommende tættere på arbejdsmarkedet.

Desværre viser tal fra vores vilkårsundersøgelse, at de kommunalt ansatte socialrådgivere i bl.a. familieafdelinger, jobcentre og socialforvaltninger er underlagt et urimeligt pres.

Hver tredje fortæller, at økonomiske hensyn får lov til at veje tungere end deres faglige vurderinger. Og mange fortæller, at de føler sig pressede til at træffe afgørelser, som de er fagligt uenige i. Til at lukke sager, inden de er tilstrækkeligt oplyst. Og til at iværksætte indsatser, som de finder fagligt utilstrækkelige.

Hvis jeg var statsminister…

Under valgkampen 2026 spørger vi dig, hvad du ville ændre for mennesker med handicap, hvis du var statsminister.
Alle stemmer er vigtige. Alle synspunkter tæller. Kort som langt.

Send dit bidrag til susk@muskelsvindfonden.dk eller indtal en besked på vores Bidragstelefon på:
61 240 249

Bag disse tal finder man socialrådgivere, der går hjem fra arbejde med ondt i maven. Ikke fordi de ikke vil hjælpe, for det er jo det, de har uddannet sig til og går på arbejde for. De går derimod hjem med ondt i maven, fordi de gang på gang oplever, at økonomien vinder over deres faglighed. Og fordi travlheden betyder, at de ikke har kan overholde fristerne i lovgivningen og følge op på borgerne i tide.

Det sætter socialrådgivernes faglighed under pres – og udfordrer retssikkerheden, fordi borgere risikerer at blive nægtet indsatser på et ufuldstændigt grundlag, vente for længe på hjælp eller få tilkendt en støtte, som ikke står mål med deres behov.

Enkeltstående fejl kan naturligvis ske – men disse tal viser, at udfordringerne er systematiske snarere end begrænset til enkeltsager.

Det bør få alarmklokkerne til at ringe på rådhusene og i byrådssalene. Og det bør få dem til at handle ved at investere ressourcer i socialrådgivernes arbejdsområder, så der er økonomi til at bevillige de fagligt korrekte indsatser til borgerne, og ved at indføre lokale sagslofter, som kan udgøre en øvre grænse for antallet af borgere, som én socialrådgiver kan have ansvaret på.

Sådan kan vi nemlig gøre op med de vilkår, der presser både socialrådgivernes faglighed og borgernes retssikkerhed.

Hvad har du oplevet? Skriv det i kommentarfeltet herunder. Du kan også deltage i debatten.
Send din kommentar sammen med et billede til: susk@muskelsvindfonden.dk.

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater