SIMON SIGER

Det er jo absurd, hvis min hjælper ikke må give mig en Panodil

Det giver hverken mening for den enkelte eller for samfundet, når BPA-hjælpere ikke må hjælpe med helt almindelige sundhedsopgaver. Den 24. november skal Folketinget tage stilling til et forslag, der skal bringe BPA-ordningen tilbage til sit udgangspunkt.

Simon Siger topbillede
100%
Af Simon TJ / Simon Toftgaard Jespersen
18. november 2026
Læsetid 2 min.
0

Jeg sidder over for min hjælper. Jeg har brug for en Panodil, men min hjælper, som er ansat til at være mine arme og ben, må ikke række mig pillen og give mig et glas vand.

En tiltagende praksis i landets kommuner gør, at den slags hjælp ligger udenfor det, en hjælper som min må assistere med.

I stedet skal vi ringe efter den lokale hjemmesygepleje og vente på, at der kommer én kørende udefra for at udføre opgaven.

Det skal de til trods for, at der er akut brug for de mennesker andre steder. For hver gang en fagprofessionel skal køre ud til mig, er der et andet menneske i systemet, der må vente. Og imens koster det skatteyderne dyrt at have to mennesker på lønningslisten samtidig.

Det er ufleksibelt for mig. Det er dyrt for os alle. Og det er direkte fatalt for den måde, vi tænker hjælp til mennesker som mig på.

Ikke desto mindre er det virkeligheden.

Når hjælpen bliver et administrativt puslespil

Der er noget helt grundlæggende absurd i, at man godt må få hjælp til at tage sin jakke på, men ikke til at tage en Panodil. At man gerne må få hjælp til at komme ud af sengen, men ikke til at tømme en kateterpose med tis.

BPA-ordningen (Borgerstyret Personlig Assistance) bygger ellers på en meget enkel idé: Hjælpen skal hænge sammen, give mening og være styret af borgeren selv. Man skal ikke have ti forskellige mennesker ind og ud af sit hjem.

Men i de seneste år er hjælpen i stigende grad blevet splittet op i ”praktisk hjælp” og ”sundhedsydelser”. Det betyder, at mange kommuner ikke længere tillader de personlige hjælpere at assistere med helt almindelige, praktiske sundhedsopgaver. Opgaver, som personer uden handicap selv ville klare på to sekunder uden at tænke over det.

Hvad tænker du...?

… om, at en hjælper gerne må hjælpe med jakken, men ikke med en Panodil?

Send mig ned til kommentarfeltet

Ventetid, stavnsbinding og spild af ressourcer

Et af de tydeligste eksempler er Elsebet. Hun har en BPA-ordning og har behov for ernæring gennem en sonde. Men hendes kommune vurderer, at hendes BPA-hjælpere ikke må starte hendes ernæringspumpe, selvom det er en rendyrket rutineopgave.

Elsebet må derfor flere gange om dagen vente på besøg fra hjemmesygeplejen, mens hendes hjælper står ved siden af og triller tommelfingre.

Alt for mange mennesker med handicap bliver på den måde stavnsbundet i eget hjem i ventetiden på hjemmesygeplejen, alt imens kommunen spilder ressourcer på småopgaver, der let kunne løses af de hjælpere, der allerede er i rummet.

Lad os få fornuften tilbage

Derfor er det meget positivt, at der nu fremsættes et beslutningsforslag i Folketinget fra Danmarksdemokraterne, der skal bringe BPA-ordningen tilbage til sit udgangspunkt. Til et system, der i mange år har fungeret, og som giver mening for alle parter.

Forslaget går i al sin enkelthed ud på at sikre, at borgere med en BPA har ret til, at hjælpere kan varetage de sundhedsopgaver, som andre borgere uden handicap selv ville have udført.

Det er sund fornuft. Hvis man kan få hjælp til at leve sit liv, skal man selvfølgelig også kunne få hjælp til de praktiske sundhedsopgaver, der følger med livet.

Hjælpen skal jo være en hjælp og ikke et system, der står i vejen.

Så lad os håbe, at Folketinget nu tager ansvar og giver mennesker med handicap den frihed tilbage, som BPA-ordningen oprindeligt var skabt til at give.

Simon Toftgaard Jespersen

Simon Toftgaard Jespersen

  • Født og opvokset i Kolding, men bor i dag i Aarhus.
  • Uddannet cand.mag i medievidenskab på Aarhus Universitet.
  • Kæreste med Elisabeth og far til Alberte og Bertram.
  • Har været konferencier på Grøn siden 2010.
  • Har være politisk engageret i Muskelsvindfonden siden 2010 og formand siden 2019.
  • En af hans visioner for Muskelsvindfonden er at skabe større synlighed og gennemslagskraft for mennesker med handicap, der bidrager til at skabe de bedste vilkår for at leve det liv, den enkelte har lyst til.
  • Simon er aldrig bange for at bruge sig selv, sin humor eller et godt glimt i øjet til at nå ud over kanten med sine budskaber. Mangel på humor er det værste handicap, sagde hans forgænger Evald Krog altid.

Din stemme er vigtig
Hvilke tanker gør du dig?

Skriv et svar

Ingen resultater