Guld fra arkivet. Dette er en udvalgt artikel fra vores arkiv.
”Som udgangspunkt er ”normalen” dem, der er flest af. Det er også dem, der definerer, hvad der er normalt og unormalt. Så selv om vi alle er forskellige, er der nogle, der minder mere om hinanden. Det kommer vi ikke udenom.”
Sådan lyder forklaringen fra filosof Malene Nyman, der siden 2012 har arbejdet med etik og filosofi i sundhedsvæsenet, når samtalen handler om normalitet, hvad det vil sige at være normal, og hvem der definerer det.
Når du så ser noget, der er anderledes, har vi alle en tendens til at stoppe op og være forbeholden og usikre
”Hvor gerne vi end vil, kan vi godt lide at være sammen med nogle, vi kan identificere os med. Vi kan lide det, vi er vant til, for det giver tryghed. Vi vil gerne være ens i vores flok. Det er rent neurologisk,” tilføjer hun og fortsætter:
”Vi anskuer normal / unormal ud fra, hvem vi er. Vi er mange, der ser ens ud og opfører os på samme måde. Når du så ser noget, der er anderledes – om det er hudfarve eller kun ét ben – så har vi alle en tendens til at stoppe op og være forbeholden og usikre på, ’hvordan skal jeg gå til dig, når du ikke er ligesom mig?’ Det er der ikke noget galt i, for sådan er vi umiddelbart indstillet. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget anderledeshed du har oplevet, og hvor meget du vil putte ind i ”normalen.”
Del din mening
Eller login med din email
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater