Vi vil gerne være ens i vores flok

Guld fra arkivet. Dette er en udvalgt artikel fra vores arkiv.

”Som udgangspunkt er ”normalen” dem, der er flest af. Det er også dem, der definerer, hvad der er normalt og unormalt. Så selv om vi alle er forskellige, er der nogle, der minder mere om hinanden. Det kommer vi ikke udenom.”

Sådan lyder forklaringen fra filosof Malene Nyman, der siden 2012 har arbejdet med etik og filosofi i sundhedsvæsenet, når samtalen handler om normalitet, hvad det vil sige at være normal, og hvem der definerer det.

Når du så ser noget, der er anderledes, har vi alle en tendens til at stoppe op og være forbeholden og usikre

”Hvor gerne vi end vil, kan vi godt lide at være sammen med nogle, vi kan identificere os med. Vi kan lide det, vi er vant til, for det giver tryghed. Vi vil gerne være ens i vores flok. Det er rent neurologisk,” tilføjer hun og fortsætter:

”Vi anskuer normal / unormal ud fra, hvem vi er. Vi er mange, der ser ens ud og opfører os på samme måde. Når du så ser noget, der er anderledes – om det er hudfarve eller kun ét ben – så har vi alle en tendens til at stoppe op og være forbeholden og usikre på, ’hvordan skal jeg gå til dig, når du ikke er ligesom mig?’ Det er der ikke noget galt i, for sådan er vi umiddelbart indstillet. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget anderledeshed du har oplevet, og hvor meget du vil putte ind i ”normalen.”

Alle børn skal ind i normalen

Ifølge Malene Nyman er det grundlæggende noget, der fører tilbage til samfundet. Hvis holdningerne skal ændres, er der nødt til at komme en anden synlighed på mennesker, der ikke ligner flertallet. Hun nævner inklusion i skolen som et eksempel.

”Vi vil gerne have, at alle elever kan rummes i samme klasse, men vi oplever mere og mere diversitet blandt eleverne – både fysisk og mentalt – som gør, at det kræver mere. På den ene side vil vi gerne have alle børn ind i normalen, men på den anden side har vi fokus på, at nogle børn ikke er ”normale” eller har udfordringer, når de ikke opfører sig, som vi gerne vil have dem til. Kunne vi nå dertil, at skoleklasserne havde ressourcer og kompetencer til at inkludere alle – også børn med udfordringer – så ville vi få et helt andet samfund. Men sådan er det ikke i dag,” mener hun.

Foto: Gert Laursen

Et bredere normalitetsbegreb

Grundlæggende handler det om at udvide begrebet normal og udvise større tolerance. Hvis vi er vant til at være sammen med en person i kørestol, putter vi groft sagt personen ind i normalen. Det bliver en del af vores ”normal”.

Ligesom ændringer i tiden også har indflydelse på vores holdning. Malene Nyman henviser til, at det var meget anderledes at have et handicap for 100 år siden.

”Forholdene og vores samfundssyn ændrer sig hele tiden. Heldigvis. Også på dem, der falder uden for den gængse normal. Så på mange fronter har vi fået et bredere normalitetsbillede,” siger hun og nævner bl.a., at homoseksuelle har fået andre rettigheder, og at der er kommet et andet syn på psykisk handicap.

Malene Nyman ser også en tendens på sociale medier, der peger i samme retning. Selv om man dér kan få alt til at se ud, som man gerne vil, så er der også en anden side. Der er netop rum for noget, der ikke falder i den gængse form.

”Du kan få lov at fortælle en anden historie. Om det så handler om handicap, overvægt, anoreksi eller andre diversiteter, kan du få lov at fortælle og vise, at sådan er jeg. Du kan også fortælle om almindelige hverdagsting og dermed være som mange andre, selv om du har et handicap.”